Af Anne Middelboe Christensen
Blæst omkuld af dans om den desorientering og forvildelse, der kan opstå i den arktiske sne
Den grønlandske danseforestilling ’WHITEOUT’ er et gletsjergennembrud for den unge dansk-grønlandske koreograf Sarah Aviaja Hammeken.
At opleve den overrumplende danseforestilling WHITEOUT er som at forsøge at bevæge sig fremad i en snestorm. Hvidt lys skærer i øjnene. Alt er uigennemsigtigt. Luften er tåget. Vinden hvirvler hvidheden op.
Titlen ’WHITEOUT’ refererer åbenbart til den desorientering og forvildelse, der kan opstå i den arktiske hvidhed. Og den unge grønlandsk-danske danser og koreograf Sarah Aviaja Hammeken har her skabt en forestilling for sit eget kompagni Aviaja Dance, der fuldstændig blæser tilskueren i Dansehallerne omkuld. Nærmest så man som tilskuer føler, at man bagefter selv ligger tilbage i en snedrive – og jubler.
For WHITEOUT er et gennembrud af dimensioner. Her er kroppe, der kan bevæge sig, så øjet knap forstår hvordan. En dans, der begynder i danserens øjne, der blinker og misser mod hvidheden – og som senere forplanter sig videre i danserens krop. Gennem bøjede arme, der kroger sig fremad, og fødder, der tilsyneladende fryser fast i isen. Gennem ben, der vrister sig løs og vandrer baglæns. Hele tiden set fra den lille krop i det store landskab – og den menneskelige tilstand i foranderlige natur.
Dansen foregår til forjættende musik af den grønlandske komponist Gerth Lyberth, der har skabt et værk af skræmmende lyde, både menneskeskabte maskinlyde og digitale lyde, men også lyde, som virker taget direkte ud af naturens brølende storm og måske lyden af is, der knager og sprækker. Lysdesignet af den dansk-franske lysdesigner Brian Cord’homme indrammer både lyden og hvidheden og udvider den, så verden hele tiden bliver endnu lysere. Eller nærmest gul i sjældne øjeblikke af pludselig sol.
Så bløde som fjer
WHITEOUT er ny dans. En blanding af moderne dans, danseteater og hiphop. En elegant dans uden handling, men en dans, der både er stemningsmættet og intens i sin spændingsopbygning i Sirí Paulsens sikre dramaturgi. WHITEOUT en nærværsdans, hvor alt virker organisk og forbundet. Alle bevægelser er skødesløst asymmetriske, som om kroppene blæses ind i koreografiens former af snestormen.
Selv når danserne bevæger sig synkront, virker det naturligt. Danserne bevæger sig forrygende elastisk. Som om deres knogler er bløde som fjer, og som kroppene lige så godt kan rulle henad isen, som de kan springe op fra isen – og flyve. Vel at mærke med bare fødder.
Den grønlandsk-danske kostumedesigner Paarnuuna Thornwood har skabt smukke, sorte kostumer, der virker tidløse som beklædning i den hvide natur: Sort nederdel, sort jakke, sorte bukser. Så løse i de enkle snit, at al bevægelse er mulig.
Det giver nærmest åndenød at se danserne. For hvordan kan de bevæge sig sådan? Den islandske danser Eydís Rose Vilmundardóttir indleder forestillingen som en sort skikkelse i et landskab af hvid røg. Hun blinker med øjnene. Prøver at se ud. Og rækker så sine hænder frem, tøvende og næsten rystende. Sårbar og dog uendeligt stærk.
Den svenske danser Elias Khanamidi indtager scenen nærmest beskedent og indadvendt med sin glidende krop. Og så begynder han ellers at bevæge sig så blidt og insisterende og med så svævende en lethed, at man skulle tro, at han var en magisk sneengel. Han ligger ned og sætter af – og flyver så op som en fortryllet fugl. Han er en vild danser!
Den spanske danser Amanda Rubio Sánchez vandrer med ind i koreografiens cirkler med stålsatte fødder og med en skøn humor, når hun af og til forsøger at hoppe op på en af de andre og få et tiltrængt kram. Hun kan lade sine ben og sin krop gå forskellige veje. Pudsigt og med stor ømhed. Og den ungarske danser Márton Debreczenyi vandrer med, i den ene cirkel efter den anden, indtil han også pludselig bryder ud i sit eget dansesprog. Han kan lave rullefald, som var han vant til at springe på klipper. Frygtløst og tyst.
Fra fiskenet til fællesskab
For Sarah Aviaja Hammeken er WHITEOUT et gennembrud. Hun er født i 1991 og uddannet moderne danser, først på Iwanson International School of Contemporary Dance i München og siden på Balettakademien i Stockholm. Hun har danset som freelancer, bl.a. med Bobbi Lo Produktion i Malmø. I 2023 skabte hun koreografien SILA, der var inspireret af grønlandske sagn om havets moder – og som foregik med dansere mellem udspændte fiskenet. Og nu har hun altså koreograferet WHITEOUT – i co-produktion med Dansehallerne, Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Grønlands Nationalteater i Nuuk og Nordens Hus på Færøerne.
Ifølge programmet handler forestillingen om tab, sorg og selvmord – og skam. Det læste jeg heldigvis først bagefter. For jeg oplevede i langt højere grad denne ordløse forestilling som en skildring af mennesket, der bliver fanget af naturen – og som vælger at række ud efter andre mennesker, netop for at danne det helt særlige fællesskab, som udspringer af at leve det samme sted. Ikke bare et grønlandsk fællesskab, men et symbolsk fællesskab. Da hvide fjer begyndte at dale ned over danserne, føltes det som poetiske pust. Af fred.
WHITEOUT et gletsjerskred af en danseforestilling. Med aktuel premiere lige nu, hvor Grønland er ufrivilligt midtpunkt i en globalpolitisk krise. Forestillingen er et overbevisende eksempel på grønlandske kunstneres originale blik på verden.