Af Anne Middelboe Christensen
Masser af følelser
Det er i selskab med Sheherazade og Lilith, at ’Havets moder’ er svømmet ind i teaterrepertoiret denne uge. Danseforestillingen Sila tager udgangspunkt i den grønlandske myte om ’Havets moder’ – Sassuma Arnaa. Det er efter sigende en myte om havkvinden, der gemmer alle fangstdyrene i sit hår nede på bunden af havet, hvis menneskene oppe på jorden ikke har opført sig ordentligt. Og så skal den modige mand rejse ned til hende …
Den dansk-grønlandske danser og koreograf Sarah Aviaja Hammeken har her skabt en sansevækkende forestilling for sit kompagni Aviaja Dance – fyldt med kvindestyrke og nænsomhed. Hendes koreografi er bølgende og organisk, så danserne bevæger sig rundt i havfarvet, gråt tøj foran et enormt fiskenet, der lyser op på bagvæggen som et grønt grottemønster af lys og skygge.
Fiskenettet skaber en elegant visuel transformation i den kraftfulde danseforestilling ’Sila’ af Aviaja Dance.
Her er ingen udpenslede forklaringer om mytens plot, for Sila er en kropslig følelsesfortolkning af myten. Til gengæld fremprovokerer dansen både stærkt og inderligt alverdens følelser hos tilskueren: Følelser af at være bange, at være fanget, at forsøge at klatre op og væk – og at ville overleve…
De tre kvindelige dansere har alle sammen langt hår. Amanda Rubio Sanchez har to lange fletninger og bomstærke ben, der kan løfte de andre kvinder så let og blødt som ingenting. Marta Greco skubber sine led ud i mærkelige positioner, nærmest som en havmarionet, der lader bølgerne skubbe albuer og knæ ud i sære vinkler under en enkelt fletning. Og Sarah Aviaja Hammeken selv har en styrkekrop, hvor alene hendes muskeltoning omkring skuldrene lyser mystisk op gennem havlyset, mens hendes hestehale filtrer sig ind i fiskenettet. Det ser ud, som om hendes bevægelser mest begynder inde bag hofterne – som om armene selv finder ud af at glide op over ansigtet, hvorefter kroppen drejer rundt i strømhvirvler af energi.
Sarah Aviaja Hammekens dansesprog er solidt baseret på moderne dans, men den har også spændende glimt af breakdance og electric boogie – tilsat en traditionel dansefatning undervejs: næsten som om havets moder også ville være parat til at kaste sig ud i en lidenskabelig tango på havets bund. Alt sammen til en interessant og dansant musik af Gerth Lyberth, der blander dystre akkorder med bølgeskvulp og lysende toner, der bryder op gennem havoverfladen.
Undervejs flår disse tre stærke kvinder i det grøntlysende fiskenet, så det visuelt skaber en vild, visuelle transformation. Fiskenettet forvandler sig også til det lange hår, hvor havets moder gemmer alle fangstdyrene. Men det skaber også den eventyrbarske forhindringstunnel, som kræver den stærkeste klatring. Og fiskenettet drejes og svirpes, så det danner formen af halen på en enorm fisk eller hval. Lige før den dykker – og måske suger mennesket med sig.
Med andre ord: Man skal tage sig i agt for urkvinderne på teaterscenerne lige nu. De har hentet kraften til deres forestillinger flere tusind år tilbage i historien og dybt på bunden af havet. Og de forfører med både ord og kroppe – og stædig skønhed og kvindelist.